lystbaadehavn3-030611

Rømø Havn og Rømø Sejlklub indgår ny lejekontrakt.

november 1, 2016

Rømø Havn og Rømø Sejlklub har igennem længere tid arbejdet på at få en aftale på plads, der sikrer begge parters behov.

Rømø Havn har ønsket at sikre sig, at havnens erhvervsarealer er tilgængelige med relativt kort varsel for at kunne imødegå eventuelle behov fra aktiviteterne i Offshore forretningen.

De tidligere aftaler med Rømø Sejlklub udløber i indeværende år, hvorfor det har været vigtigt for Sejlklubben at kunne få en ny aftale på plads, der sikrer deres tilstedeværelse i havnens område, herunder adgang til nødvendige vandarealer samt klublokaler.

Sejlklubbens formand Niels Jonny Vejrup udtaler, at han er glad for, at det nu er lykkedes at få en ny 5 årig aftale på plads, der tilgodeser begge parters behov, og som sikrer, at Sejlklubbens stadig vil være i Rømø Havn ind til der måtte være et behov for at afgive de lejede faciliteter til erhvervsmæssige formål.

Rømø Havn arbejder på at anvende og udvikle havnens infrastruktur i takt med, at kunder og virksomheder etablerer sig på Rømø med henblik på service og vedligehold af det voksende antal vindmølleparker i Nordsøen. Med den nye aftale har vi fået en adgangsmulighed til de udlejede faciliteter, der sikrer, at vi kan reagere over for kundernes behov inden for en acceptabel tidsramme, tilføjer Havnechef Thorkil Hansen.